Lokale råvarer – Samsøfortællinger

Smag på Samsø i Aarhus

nielsSamsøs travle torvemand sørger for, at du kan få smag på Samsø i Aarhus
Gennem 21 år har Niels Vinther solgt grøntsager fra Samsø på torvet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Hver onsdag og lørdag står stamkunderne i kø for at købe årstidens friske frugt og grønt fra 20 forskellige grøntsagsavlere på Samsø. For seks år siden blev butikken udvidet med en stadeplads i Vejle om fredagen.

”Jeg forsøger at skabe en landsbystemning, hvor jeg kender kundernes navne og mærkedage, og giver mig tid til en lille snak, men det skal også gå stærkt, når der på en fredag og lørdag skal langes fem tons grøntsager over disken”, siger Niels Vinther.

Asietid
Det går stærkt. Niels og en håndfuld unge medhjælpere langer poser over disken og tager imod penge, men køen bliver ikke mindre. Imens tømmes varevognen langsomt for bjerget af majs, kål, kartofler og nye æbler og pærer. Kunderne i Aarhus ved, hvad de vil have til efterårets syltning. Hvor er asierne? ”De kommer først på onsdag, men så har jeg dem med i tre uger”, lover Niels.

Net af lokale leverandører
Niels er uddannet inden for handel, men har i de sidste 30 år også haft fingrene i mulden. Først som økologisk bonde på Endelave og siden som medhjælp hos de mange producenter på Samsø. Efter en sommer som jordbærplukker i 1990 flyttede han med familien til Samsø, og allerede året efter startede de første handelsture med frugt og grønt i en gammel Opel Kadet. Gennem årene har Niels opbygget et netværk af leverandører på Samsø, der leverer alle de forskellige grøntsager og frugter, som han sælger på torvemarkederne.

”Min interesse er, at der produceres de bedste kvalitetsgrøntsager på Samsø. Og jeg fylder hver weekend bilen til Aarhus med fem tons frugt og grønt”, siger Niels.

Senest opdateret: 21/01/2019 10:52