Nye kartofler fra Samsø
Guld i mund, det er nye kartofler fra Samsø
Hvert år midt i maj bliver de første kartofler gravet op af den samske muldjord. Dette er altid hektiske dage på Samsø, hvor kartoffelavlerne konkurrerer indbyrdes om, hvem der kommer først med de velsmagende guldklumper.
De nye Samsø kartofler er nærmest vanedannende, og som varemærke er det kvaliteten, der er afgørende for Samsø kartoflen – ikke mængden.
Sans for nye Samsø kartofler
Kartoffelavl er derfor lidt af en videnskab på Samsø. Først og fremmest skal kartoflerne lægges på det helt rigtige tidspunkt, og det kræver erfaring, for spirerne kan ikke tåle nattefrost. Nogle af landmændene har udviklet en sjette sans for det rette læggetidspunkt. Der udveksles flittigt erfaringer, og den nyeste udvikling inden for dyrkningsmetoder følges med stor opmærksomhed. Hvert år kommer der nye sorter på markedet, men kun de bedste får lov at blive til Samsø kartofler.
”Spise med Price”
I 2010 år havde kapelmester og tv-kok James Price æren af at modtage de første Samsø kartofler. Sammen med sin bror, Adam Price, står han bag ét af de mest sete madprogrammer i Danmark. De populære brødre laver både moderne og klassiske retter – altsammen serveret med en god portion humor… og naturligvis med rigeligt smør!
I 2013 kunne du få årets første nye kartofler på Alberto K, restauranten på 20. etage på Royal Hotel i København.
Gode råd til, hvordan man koger nye Samsø kartofler?
• Det letsaltede vand skal spilkoge, når kartoflerne lægges i gryden.
• Kogetiden afhænger af kartoflens størrelse. (7-8 cm nye kartofler koges i ca. 10-12 min.)
• Lad kartoflerne dampe af inden serveringen.
Eller se, hvordan du koger kartofler på samsk
Senest opdateret: 12/08/2020 08:47