Sydens Dronning
Til spørgsmålet: ”Hvem er Sydens Dronning?” bliver jeg desværre læseren svar skyldig, men hvis spørgeordet ændres fra hvem til hvad, er svaret let: ”En god historie!”
Samsø er i dag nok mest kendt for sine tidlige kartofler, men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen af 1800-årene var det så som så med den lokale kartoffeldyrkning. Professor Begtrup skriver således i 1808 om Samsø i sit store værk Agerdyrkningens tilstand i Danmark: ”En frugttræhave, hvori findes nogle grønkål, men få kartofler, er til enhver bondegård”. Her, som i resten af landet, vandt kartoflen dog mere og mere terræn, og i 1851 kan sognepræsten i Nordby, pastor Heegaard, fortælle, at ”kartofler dyrkes langt mere end forhen, endog til udførsel”. 15 år senere var 363 tdr. land udlagt til kartoffeldyrkning. Det kan måske lyde af meget, men det skal sammenlignes med, at øen på samme tid havde korn på mere end 7.500 tdr. land.
Et katteslagsmål
Et veritabelt katteslagsmål i begyndelsen af 1900-årene blev den direkte årsag til det senere samske kartoffeleventyr. Tre gode borgere i Tranebjerg: toldforvalter Fryd, apoteker Schultz og doktor Engberg, nærede alle stor interesse for nye og sjældne kartoffelsorter. De hjemforskrev prøver af nye sorter fra bl.a. England, Italien og Sydamerika og anstillede forædlingsforsøg med et efterhånden stort forsøgsmateriale. Alene fra et anerkendt forsøgsinstitut i Erfurt fik de mere end tyve forskellige sorter.
Forsøgene tegnede lovende. Knoldene blev prøvedyrket og opformeret, og de forskellige sorters ydeevne, kvalitet og voksehastighed blev nøje optegnet. Om vinteren blev samlingen, omhyggeligt mærket, opbevaret i apotekerens kælder.
De tre herrers videnskabelige sysler endte desværre brat, da to katte ved et uheld fik adgang til kælderen. De lavede så stor ravage, at alt videre forsøgsarbejde måtte opgives og de sørgeligt sammenblandede knolde kasseres. Apotekerens havemand, Hans Hansen, fik til opgave at rydde op på åstedet, og hele molevitten røg på kompostbunken.
En dronning fødes
Hen på foråret bemærkede Hans Hansen, der som håndgangen mand havde bistået med forsøgene, at en kraftig kartoffelplante spirede på kompostdyngen. Den mindede om en af de planter fra forsøget, der havde været mest lovende, og under den grønne top var der mange og tidligt udviklede knolde. Hans Hansen tog de små kartofler med hjem og påbegyndte en opformering af sorten. Den viste sig ikke blot at yde mere end nogen sort, han før havde dyrket, den kom også væsentligt tidligere frem. Han gav den navnet Sydens Dronning, fordi han vidste, at mange af apotekerens forsøgsknolde var hentet i syden.
I flere år kunne Hans Hansen levere nye kartofler to uger før alle andre, og han vogtede derfor strengt over den nye sort. Efter nogle år overlod han dog en lille del til sin bror, Mourits, som til gengæld højtideligt måtte love ikke at sælge læggekartofler til andre. Rygtet om brødrenes tidlige kartoffel bredte sig over øen, og selv om læggekartoflerne ikke var til salg, kunne Mourits, der var passioneret jæger, ikke modstå fristelsen til at erhverve en eftertragtet jagtret i bytte for en lille portion læggekartofler.
Herefter spredtes sorten hurtigt blandt avlere på øen, og efterhånden fortrængte den fuldstændigt de før benyttede sorter, da den ikke blot var tidligere, men også overgik dem i både ydeevne og kvalitet.
Hver sin plet
I 1930’erne, 40’erne og 50’erne blev Sydens Dronning dyrket på hele Samsø, først og fremmest på de små og middelstore landbrug, men også de fleste haveejere blev fristet til at være med. Der var en særlig spænding i at avle nye kartofler. Prisen kunne svinge voldsomt fra dag til dag.
Succesen med de tidlige Samsøkartofler skyldtes dog ikke blot sorten. Også andre faktorer spillede ind, f.eks. det milde ø-klima, der får frosten til at slipper sit tag lidt før end på fastlandet – og den menneskelige faktor. Landmanden skulle kende sin jord. Enhver fandt den plet, der egnede sig bedst på hans ejendom, og netop her lå hans kartoffelstykke.
Timing er afgørende
Fortjenesten var god, om end det krævede hårdt arbejde. Kartoflerne skulle forspires, og det blev de oftest i den lune kostald. ”Alle her på Samsø må have køer”, sagde en husmand i 1951 til en interesseret journalist. Og der var noget om snakken, for på det tidspunkt var der ca. 700 kvægbesætninger på øen, de fleste ganske små, men store nok til at have en stald til kartoffelspiring.
I marts skulle de forspirede kartofler i jorden, helst en uge før den sidste nattefrost, om man nu bare kunne ramme rigtigt! De næste par måneder afhang alt så af vejret og den kærlige pleje med hyppeploven, og omkring grundlovsdag – 5. juni – kunne man begynde at tage kartoflerne op.
Det var ofte et arbejde for hele familien at pille kartofler op, og man skulle tidligt i gang for at være færdig med det aftalte stykke, inden vognmanden kom efter kartoffelkasserne ved middagstid. De nyopgravede kartofler skulle jo gerne nå frem til grønttorvet til salg næste morgen.
Den engelske forbindelse
Efterhånden udbredtes kendskabet til Sydens Dronning sig, som man kan se i bogen ”Dyrkning af Køkkenurter paa Friland og under Glas” fra 1943, hvor en farveplanche viser prøver af fire gode, tidlige sorter: Sydens Dronning, Sharpes Express, Di Vernon og Juli, og i 1943 gav Samsø Landboforening så sit officielle samtykke til, at Sydens Dronning kunne dyrkes uden for øen.
Om Sydens Dronning var en selvstændig sort, der kun kendtes i den stamme, der blev opformeret på Samsø og udgik herfra, var gennem årtier et stort spørgsmål. Gårdejer Jens Gylling Holm, som i 1947 beskrev Samsøs land¬brug i bogen ”Samsø, Danmarks Midtpunkt” siger om Sydens Dronning: ”Den minder ikke så lidt om Sharpes Express, men synes dog hverken identisk med denne eller nogen anden almindelig kendt sort”.
Nye Samsøkartofler er i dag stadig en af øens vigtige afgrøder, men eventyret med Sydens Dronning er slut. Andre sorter har for længst udkonkurreret den, både hvad gælder kvalitet og ydeevne. Der foregår til stadighed et forædlingsarbejde, og hvert år bliver nye sorter prøvedyrket. Også dyrkningsmetoder har ændret sig, som spiringen, der i dag foregår under skarp kontrol af temperatur og lys, dyrkning under plastik og med mulighed for effektiv markvanding og selve optagelsen, der måske for de allerførste kilo foregår med nænsomme hænder, men snart overtages af store maskiner. Men spændingen ved at dyrke de tidlige kartofler er der stadig!
Selvom Sydens Dronning nu ikke længere – officielt – bliver dyrket, er den dog ikke helt forsvundet. Rundt om i de samske haver findes den stadig. I 1998 forsøgte lærer Leif Hansen fra Samsø at løse gåden om sorten på videnskabelig vis. Han send¬te læggekartofler til Nordiska Genbanken i Sverige, og resultatet forelå fire år efter: Sydens Dronning er identisk med den allerede kendte engelske sort Sharpes Express.
Den plante, Hans Hansen fandt på apotekerens kompostbun¬ke, var altså ikke et resultat af forædlingsforsøgene, men derimod en fremspiret plante fra en af stamsorterne.
Af Lis Nymark, museumsinspektør, Samsø Museum
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Skalk
Senest opdateret: 21/01/2019 09:47
