Naturoplevelser, Samsøs kyster, Vandreture

Her går det godt

Vi spadserer, går og vandrer som aldrig før. Undersøgelser viser, at både det fysiske og mentale helbred bliver bedre skridt for skridt, når vi begiver os ud i naturen. Og hvor bedre end på Samsø, hvor naturen skifter næsten hver anden kilometer.

Ungdommen nu til dags
De seneste år – og særligt efter den nye færge til Aarhus er kommet i drift – har flere og flere unge mennesker fået øje på Samsø. Deriblandt søskendeparret Nikola og Simone, der bor i henholdsvis Aarhus og Horsens.

Simone var netop kommet hjem fra en vandretur i Mols Bjerge, og havde lyst til mere. Derfor fik hun overtalt Nikola til at pakke en rygsæk til to dages vandring på Samsø. Nikola var let at lokke: ”Jeg har vandret en del siden 2019 i forbindelse med et udvekslingsophold i Norge,” forklarer hun, og ”jeg følger lige så stille med,” istemmer Simone med et grin.

”Vi har altid holdt af at vandre i naturen, og de seneste år har vi begivet os ud på lidt længere ture. Det har krævet en investering i bedre udstyr, men så venter der også en nogle skønne oplevelser,” fortæller Simone. Vandrestøvler, soveposer og et letvægtsliggeunderlag er helt nødvendige investeringer – især er en god rygsæk afgørende for en god vandreoplevelse, er søstrene enige om.

Sug til dig
Søstrene foretrækker steder, hvor der er ro og ikke alt for mange mennesker, og her passer Samsø som fod i hose. ”Det giver et frirum at kunne gå i sit eget tempo og bare suge til sig af det, der er omkring en. Min anbefaling er at lade forventningerne blive derhjemme og så bare nyde det, der sker,” fortæller Nikola.

Det var let og hurtigt at komme til Samsø, forsikrer søstrene: ”Det var så god og flot en tur med hurtigfærgen fra Aarhus, og Samsø er virkelig oplagt til ture med overnatning undervejs, men også endagsture,” forklarer Nikola. Søstrenes tur går langs kysten til Nordsamsø, og de kan sagtens forestille sig at komme tilbage og undersøge resten af øen.

Fodtur rundt om Samsø:

  • Der er mange gode vandremuligheder på Samsø, men kun få ruter er skiltede.
  • I Nordby Bakker er der forskellige distancer, der alle er samlet i en folder.
  • I bogen ”Fodtur rundt om Samsø” får du en guide til vandretur i vandkanten. Du kan købe bogen i turistinformationen i Tranebjerg og på shop.samsoe.dk

Senest opdateret: 03/12/2024 18:10