Fløjtetudsen, der var tæt på at uddø
Tudser er dyr, der fremkalder følelser, og det kan der være flere grunde til. Deres udseende, levesteder, giftighed og deres rolle i mange eventyr og fortællinger om hekseri og trolddom kan resultere i en vis afstandtagen. Deres spændende levevis, smukke farver, kommunikation og det forhold, at de har levet her på jorden i tiden før krybdyrene, fuglene og pattedyrene, fascinerer os.
Tekst og fotos af Bjarne Manstrup, leder af Naturafdelingen på Samsø
Kend din tudse
I Danmark har vi tre arter af tudser. Den mest udbredte, skrubtudsen, findes sandsynligvis ikke på Samsø. Den skulle være registreret meget få gange, så hvis den fortsat findes på øen, er den meget sjælden. Strandtudsen yngler i nogle få kystnære vandhuller. Samsøs mest almindelige tudse er grønbroget tudse, som også kaldes ”fløjtetudse” på grund af hannernes karakteristiske lyd.
De grønbrogede tudser er udbredt over det meste af øen, hvor der er egnede vandhuller og gadekær. Arten kræver varme somre, da haletudserne er længe om at forvandle sig til færdige, små tudser. I Danmark findes arten ikke i Jylland, og Samsø udgør det nordvestligste hjørne af artens udbredelsesområde. Den grønbrogede tudse kendes på lyden og på det smukke mønster i grønlige og grå nuancer. Strandtudsen er mere ensfarvet og kendes på den gule rygstribe fra hoved til hale. Krydsninger af de to arter forekommer, men de er sterile og ret sjældne.
Truede dyrearter
Inden for de sidste 100 år har dræninger og opfyldninger af vandhuller og moser medført, at landskabet er blevet stadig mere tørt. Det har truet padderne, der netop er afhængige af adgang til vand. Fredninger af arter og beskyttelse af deres levesteder har nogen effekt, men der skal desværre mere til. Et ideelt ynglevandhul skal have partier med lavt vand, hvor solen kan hæve vandtemperaturen. Der må ikke være store, skyggende træer, ingen fisk, ænder og krebs, ingen dræn til vandhullet og naturligvis ingen forurening. Der må gerne være adgang for græssende dyr sent på sommeren, og vandhullet må gerne tørre ud med 5-10 års mellemrum.
Mindre kan heldigvis også gøre det, og nogle af landsbyernes gadekær har traditionelt været gode ynglesteder. Især dengang gadekærene også fungerede som branddamme og derfor blev vedligeholdt. I dag sker denne vedligeholdelse kun i meget begrænset omfang, og gadekærene gror ofte til i siv og tagrør. Noget tilsvarende sker for vandhuller i det åbne land. Der er registreret ca. 400 vandhuller på Samsø. Det lyder af meget, men det er et fåtal, der er gode ynglelokaliteter for tudserne.
Succesfuld redningsoperation
I 1980’erne stod det skidt til. I 1984 havde den grønbrogede tudse sandsynligvis kun ynglesucces i ét vandhul på Samsø, og arten var reelt truet af udryddelse på øen. Man forsøgte med oprensning af gadekæret i Nordby i 1986-87 og yderligere tre gadekær i 1987-88. Den positive effekt var desværre kortvarig. Andefodring og udsætning af fisk var rigtig skidt for tudserne.
I 1989 kom der helt uventet hjælp fra staten, idet Skov- og Naturstyrelsen tilbød amterne et ekstraordinært beløb via naturforvaltningsmidlerne. Beløbet skulle anvendes samme år. I Århus Amt besluttede man, at en del af pengene skulle bruges til at etablere nye levesteder for den sjældne tudse på Samsø.
Projektet blev indledt med en annonce i Samsø Posten, hvor lodsejere fik tilbudt et gratis vandhul på deres jord. Interessen var overvældende, og på kort tid var der truffet aftaler med entreprenører, og arbejdet kunne gå i gang. Der blev på få år gravet ca. 40 nye vandhuller spredt over øen, og også senere er der etableret nye vandhuller med eller uden tilskud. Effekten på udbredelsen og antallet af de grønbrogede tudser var enorm. ”Næsten for meget af det gode”, som nogle udtrykte det og fortalte, at de havde fundet tudser i hundens vandskål og på hovedpuden i børnenes seng. Andre kunne fortælle, hvordan deres drivhus havde tiltrukket en mængde tudser, og at tudserne nu overvintrede under deres terrasser.
Massiv overvågning
Både før og efter etableringen af de mange nye vandhuller blev tudsernes udbredelse fulgt nøje. Overvågningen foretages bedst i månederne april-maj, hvor hannernes meget karakteristiske fløjtetrille kan høres på over 1 km. afstand. Det er derfor relativt let at registrere, at der er tudser i området, og at de har fundet et vandhul. Man kan dog først sige, der er ynglesucces, når man i sensommeren kan iagttage de mange små ny-forvandlede tudser forlade vandhullerne.
Erfaringer viser, at tudserne meget gerne yngler i nye vandhuller. Man kan sige, at tudserne er pionerer, der ofte er blandt de første dyrearter, der indfinder sig. Det ser også ud til, at tudserne – som årene går – mister interessen for et vandhul. Det kan skyldes, at der indvandrer fjender, eller at der sker en tilgroning.
Parring og æglægning
Hannerne ankommer ofte i stort antal til vandhullerne, og deres koncert er som regel mest intens omkring midnat fra kl. 22-02. Hunnerne går efter lyden, og når en hun ankommer til vandhullet, går der ikke mange øjeblikke, før en han sætter sig på hunnens ryg og med forbenene holder hunnen i et fast greb. Det sker i nattemørket, at en han tager fejl og forsøger med en anden han. En karakteristisk afværgelyd får straks den ivrige han til at slippe sit tag. Æggene lægges i to lange ægstrenge, som hannen befrugter. En hun kan lægge
8-10.000 æg. Når det er sket, forlader hunnen vandhullet og kommer ikke tilbage før næste forår. Hannerne bliver i vandhullet så længe, der kommer nye hunner til.
Arbejdet fortsætter
Der er stor interesse for at bevare Samsøs karakteristiske og smukke tudse, og der er derfor fortsat fokus på at bevare gode yngleområder. Samsø Kommune har i 2021 afsat et beløb til vedligeholdelse af vandhuller. Dette sker både for at bevare tudserne og for de mange andre dyrearter, der er afhængige af vandhuller som små oaser i et opdyrket landskab.
På tudseekspedition
Det sikreste er at tage på nat-tur i forårsmånederne. Tidligere sagde man, at tudserne begyndte at kvække i Nordby gadekær d. 17. april, og nogle år har det passet på dato. Men ellers fra midt april og et par måneder frem. Nogle dage kan man være heldig at høre tudserne i dagtimerne. Et godt sted er vandhullet overfor Samsø Naturskole ved Langør. Her kan man ofte høre både de grønbrogede tudsers fløjtetriller og strandtudsernes mere langtrukne, snerrende lyd. Når tudserne lever på land, er det noget vanskeligere at finde dem. Man kan være heldig at møde dem på lune steder i stensætninger, husfundamenter og – som tidligere nævnt – i drivhuse.
Tudser
- Tudser tilhører, sammen med frøer og salamandre, den dyregruppe, vi kalder padder. Padder kaldes også amfibier, hvilket betyder ”dobbelt liv” og hentyder til, at de lever både i vand og på land.
- Om danske padder kan man groft sige, at de yngler i vand, men lever langt det mest af deres liv på land. Paddernes æg er uden en beskyttende æggeskal. Når æggene klækkes, bliver ungerne i vand i nogle måneder, hvor de ånder ved gæller og gennemgår en større forvandling, inden de hen på sommeren går på land som små nye individer.
- Padderne var de største landdyr på jorden for 300 mio. år siden, hvor de kunne opnå en størrelse på 4-5 meter.
Senest opdateret: 23/11/2024 08:58
