Kunst og kultur, Samsø Museum, Samsøs historie

Thorkild Bjørnvig på Samsø

Oplev Samsø Museums særudstilling om digteren Thorkild Bjørnvig, som levede de sidste godt 30 år af sit liv på Samsø.
Af Naja Kjærgård Laursen, daglig leder, Samsø Museum.

I 1966 flyttede Thorkild Bjørnvig til Samsø. Han søgte ro til at skrive og bosatte sig derfor på den sparsomt befolkede Nordø.

Hamskiftet
For Bjørnvig, der er kendt som en af det tyvende århundredes største danske lyrikere, var meget gået forud for flytningen. I 50’erne havde han haft et stormfuldt, platonisk venskab med Karen Blixen. I slut-60’erne blev han skilt fra sin første kone. Nu ønskede han at foretage et ’hamskifte’, og det krævede, har han fortalt, at han måtte isolere sig som et dyr, der dernæst vender tilbage i ny form. Det var ikke hans mening, at han skulle blive boende resten af sit liv på Samsø. Men efter et kort ophold i Svendborg, var det imidlertid det, der skete.

”På en af mine hjemture fra kroen til gården, som jeg ud på foråret lagde over Nordøens dale med tusind småblomster, så jeg fra en bakke solskiven i vest og fuldmånen i øst spejlet i hver sit hav – og tænkte: Jeg er ankommet. Her vil jeg blive”, som Thorkild Bjørnvig skrev i teksten ”Ankomst”, udgivet af John Roth Andersen, 1981.

Nær ved stjernerne
På Samsø færdiggjorde Thorkild Bjørnvig sin store digtsamling, ”Ravnen”, mens han boede til leje på Sølyst, en gård, der ligger på østkysten lidt udenfor Nordby. I disse år mødte han Birgit Hornum (senere Birgit Bjørnvig), med hvem han blev gift i 1970. Parret fik bygget et hus i det fredede bakkelandskab på Samsøs nordø. Her startede de sammen med børn fra tidligere ægteskaber og deres fælles søn, Thore, et nyt liv – ”nær ved havet, planeterne og stjernerne”.

Fra 1970’erne, efter bosætningen på Samsø, skete der en markant drejning i Thorkild Bjørnvigs forfatterskab, da han som en af de første danske forfattere begyndte at beskæftige sig med miljø og økologi. Det resulterede i tre digtsamlinger med undertitlen ”Miljødigte”.

Han delte sin kærlighed til naturen med sin kone, Birgit Bjørnvig, som var dybt engageret i det miljøpolitiske arbejde. Først som kommunalpolitiker på Samsø og fra 1987 som medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen imod EF. På Samsø var hun en af de ildsjæle, der gjorde, at Samsø vandt den landsdækkende konkurrence om at blive ’Danmarks vedvarende Energi-Ø’ i 1997.

Thorkild Bjørnvig døde i 2004 og ligger begravet på Nordby Kirkegård sammen med Birgit Bjørnvig. På deres fælles gravsten står skrevet: ”Først skilt af det sidste mørke”.

Ny bog om Bjørnvig
I forlængelse af særudstillingen udgiver Samsø Museum en bog med mere end 30 af Bjørnvigs digte med relation til Samsø – heriblandt en række efterladte digte, som udgives for første gang. Bogen produceres i samarbejde med Thorkild Bjørnvigs yngste søn, Thore Bjørnvig, som voksede op i Nordby Bakker. I bogen er også trykt en række private familiefotografier, som giver et indblik i det liv, som Thorkild Bjørnvig skabte på Samsø, og som gav ham ideelle rammer for at sætte kronen på et meget omfattende forfatterskab. Bogen udkommer i foråret 2022 og vil kunne købes i Samsø Museumsbutik eller bestilles hos landets boghandlere.

Thorkild Bjørnvig

  • Født i Aarhus, 1918
  • Medstifter og redaktør af det litterære tidsskrift ’Heretica’, 1948-50
  • Stiftende medlem af Det Danske Akademi, 1960
  • Dr.phil. Aarhus Universitet, 1964
  • Bosatte sig første gang på Samsø, 1966
  • Udgiver ”Pagten” om sit forhold til Karen Blixen, 1974
  • Begravet på Nordby Kirkegård, 2004

Senest opdateret: 21/11/2024 14:18