Lokale råvarer – Samsøfortællinger

En dronning fødes

Samsø er i dag berømt videnom for sine tidlige kartofler, men det har ikke altid været sådan. I starten af 1800-tallet dyrkedes kartofler sparsomt, men langsomt vandt de frem, og i 1851 kunne sognepræsten i Nordby rapportere, at der nu dyrkedes kartofler til eksport.

Af Jacques Rahr

Det var kattens!
I begyndelsen af 1900-tallet førte et uheldigt opgør mellem to katte til Samsøs kartoffeleventyr. Tre mænd fra Tranebjerg, toldforvalter Fryd, apoteker Schultz og doktor Engberg, arbejdede med nye og sjældne kartoffelsorter og havde indsamlet prøver fra bl.a. England, Italien og Sydamerika. Deres arbejde sluttede brat, da kattene kom ind i apotekerens kælder, hvor knoldene blev opbevaret – fint sorteret. Kattene væltede alle kasser, så kartoflerne blev blandet med hinanden. De tre mænd kasserede alt, og apotekerens havemand, Hans Hansen, fik opgaven med at rydde op og smed kartoflerne på kompostbunken. Senere på foråret opdagede Hans en særlig plante på bunken. Han genkendte den som lovende fra forsøgene og begyndte at opformere den. Sorten gav tidligt udbytte og Hans navngav den ”Sydens Dronning”, da han vidste at mange af sorterne kom fra syden. Kartoflen spredte sig hurtigt blandt øens avlere og fortrængte snart de tidligere sorter, da den ikke bare var tidligere, men også mere produktiv.

En dronning på rejse
I 1930’erne, 40’erne og 50’erne blev Sydens Dronning dyrket bredt på Samsø, både på gårde og i haver. Mange dyrkede kartoflerne på en udvalgt plet, og kartoflerne skulle forspires i kostalde, der holdt dem varme. Omkring grundlovsdag var det tid til at høste de første kartofler, og familierne samlede sig om arbejdet for at være klar, når vognmanden hentede kartoffelkasserne. Sydens Dronning blev kendt uden for Samsø og nævnes i 1943 blandt gode sorter i dyrkningslitteraturen. Samme år gav Samsø Landboforening tilladelse til, at sorten kunne dyrkes uden for øen. Om sorten var unik, blev drøftet i årtier. Det blev afklaret i 2002, da lærer Leif Hansen fra Besser sendte prøver til Nordiska Genbanken, som kunne fastslå, at Sydens Dronning var identisk med den engelske sort Sharpes Express. Kartoffeleventyret med Sydens Dronning er slut, men spændingen ved at dyrke tidlige kartofler lever videre. Selvom nye sorter og moderne dyrkningsmetoder har overtaget, findes Sydens Dronning stadig i nogle haver på Samsø.

Senest opdateret: 26/03/2025 13:15