Naturspots, Samsø Museum, Samsø´s Geschichte

Kanhave Kanalen

I vikingetiden var det besværligt at færdes over land og det var vandvejene, altså have og fjorde, der bandt Danmark sammen. Samsø ligger midt i Danmark og rejsen rundt om øen tog dengang tid. Stavns Fjord er i flere århundreder blevet benyttet som naturhavn og udgjorde den ideelle flådebase. Derfor var det for vikingerne oplagt at gøre transporttiden gennem landet hurtigere. De gravede således ved Kanhave en kanal, der forbandt, fjorden med havet vest for Samsø. Med adgang til havet både øst og vest for Samsø kunne en base i Stavns Fjord kontrollere skibsfarten gennem både Store- og Lillebælt. Vikingerne havde kontrollen og Samsø blev til Danmarks centrum.
Kanhave Kanalen er gravet på øens smalleste sted og har forbundet Stavns Fjord med havet vest for Samsø. Den er ca. 500 m lang, 11 m bred og ca. 1,25 m dyb.
I årtusinder har havet været den vigtigste transportvej og Samsøs centrale beliggenhed for sejlads mellem landsdelene og til og fra Østersøen gjorde øen kendt i omverdenen. I de islandske sagaer omtales den gode naturhavn i Stavns Fjord som Munarvágr – ”længslens bugt”.

Formålet med Kanhave Kanalen
Formålet med anlæggelse af kanalen kan have været overvågning af sejladsen i de omgivende farvande enten af militære eller økonomiske årsager.
Med en ”smutvej” fra Stavns Fjord til Sælvig Bugt sparede vikingerne flere timers sejltid. Anlæggelsen af Kanhavekanalen må ses i sammenhæng med andre store byggeprojekter der på den tid blev igangsat i Jylland, f.eks. udbygningen af Dannevirke i år 737 e. kr.

Arkæologiske undersøgelser
Den første undersøgelse af Kanhavekanalen fandt sted i 1960 på grund af en vejomlægning af amtsvejen til Nordby. Her blev det for første gang konstateret, at kanalen var menneskeskabt og ikke et naturligt vandløb. I 1977 og 1979 blev der på baggrund af denne opdagelse foretaget mindre undersøgelser.
I 1995 blev der udgravedet et tværsnit af kanalen, som gav et klart billede af konstruktionen.

Konstruktion
Kanalen har haft en plankebeklædning på siderne bestående af 2-4 vandrette planker. Plankerne var fastgjort med lange træpløkke og svære, tilspidsede stolper. Plankerne var mellem 2,5m og 4m lange og de fleste af egetræ.
Langs kanalen var en vold opbygget af græs- og lyngtørv. Mellem vold og kanal var ca. 1m, således at der har været mulighed for en gang- eller træksti langs kanalen. Du kan den dag i dag stadig gå langs kanalen fra den ene ende til den anden.

Datering
Fra udgravningen i 1960 fik man den første datering på Kanhavekanalen. En kulstof-14 analyse af det optagne træ daterede anlæggelsen af kanalen til år 800 +/- 100 år. Senere har en årringsdatering af plankerne vist, at træet fra kanalens sider stammer fra træer fældet i år 726 e. kr.
Kanalen ser ud til at være vedligeholdt i nogle årtier. Selvom den ikke har været brugt i flere tusind år, er dens aftryk i landskabet stadig meget tydeligt.

Sagn
Ved den sydlige ende af Nordby Hede ved et sted, som kaldes Kanhave, er der endnu tydelige spor af en gravet kanal, som går fra den ene søbred til den anden. Landet er kun godt et bøsseskud bredt her, og kanalen, der på enkelte steder er jævnet, er dog sine steder så dyb, at der altid står vand i den. Der fortælles, at i en af Danmarks krige med Sverige lå en svensk flåde indesluttet i Stavns fjord, og en dansk flåde, der lå ude ved Kyholm – den eneste vej for de Svenske at slippe bort – truede med at overfalde den. Den svenske besætning gravede i forening med flere hundrede mand fra Samsø, som de tvang til at hjælpe sig, da om natten ovennævnte kanal, hvorigennem de slap ud i Sælvigbugten og således undgik de Danskes overfald.

Den tidligste omtale af Kanhave Kanalen
”… Der, hvor Heden slipper, er et Steen-Gierde, kaldet Kahn-Have, som skiller den Sydlige og Nordlige Deel af Landet fra hinanden. Strax derved er en Canal 16 á 20 Fod bred, som gaaer fra det Østre til Vestre Hav i lige Linie, som giver Anledning til at troe, at der igiennem har været Seilads i forrige Tider; Nu er denne Canal ganske tør; Men dens lige Strækning og Dybthed frem for den anden Mark, giver Anledning at slutte, at den er med Flid anlagt…”
Laurids de Thura: Omstændelig og Tilforladelig Beskrivelse af Øen Samsøe. 1758.

Bebyggelse
Der er endnu ikke fundet spor af bebyggelse nær Kanhavekanalen, men de findes i området nær Stavns Fjord. Ved Endebjerg syd for Stavns Fjord, blev der i 1988 udgravet en landsby med langhus og grubehuse. Fund fra området tyder på beboelse fra 700-tallet e. kr. til 1000 e. kr.
Langhuset var fra den ældste periode og kan måske dateres til samme tid som Kanhavekanalen.

 

Ausstattung und Themen
Tema:
Vikingetid

Zuletzt geändert: 19/12/2024 05:10