Projekter

VisitSamsø igangsætter og driver en lang række projekter med det formål at styrke Samsø som destination.

Her et udpluk af vores projekter:

Bæredygtig turisme

Vi har netop modtaget 1,4 millioner af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til et treårigt projekt med en fuldtidsansat projektmedarbejder, der skal arbejde i to spor:
Certificering af turismevirksomheder og messe for feriehusejerne for at fremme den grønne omstilling.
I cykelsporet vil etablering af elladeinfrastruktur, identifikation af forbedringsmuligheder af cykelinfrastrukturen og “cykelvenlige” tiltag hos aktørerne danne afsæt for at fremme cykling som et bæredygtigt ferievalg.

Cykelladestandere
Vi har søgt og modtaget godt kr. 550.000,-, til opsætning af cykelladestandere. I løbet af i år vil der blive opstillet ladeskabe på Ballen Færgehavn, Ballen Lystbådehavn, Mårup Lystbådehavn, Nordby, Sælvig Færgehavn, Tranebjerg og på færgen LILLEØRE.

Cykelknudepunktsnetværk
Er en ny måde at tænke cykelruter på. Det er en national indsats, hvor VisitSamsø selvfølgelig også deltager. Første skridt har været udpegning og digitalisering af knudepunkter på Samsø. Næste skridt bliver skiltning og finansiering heraf. På et tidspunkt kommer vores cykelgæster til at kunne tilrettelægge ruter efter bl.a. interesser og kondital.

Samsøs landsbyer i bevægelse

‘Samsøs landsbyer i bevægelse’ er et projekt, hvor vi udvikler sæsonforlængende turismeaktiviteter på hele Samsø og iscenesætter Samsøs landsbyer som attraktioner, hvorved turismestrømmen på Samsø fordeles mere hensigtsmæssigt. Projektet består af trykte og digitale foldere om alle Samsøs 22 landsbyer, informationsskilte i landsbyerne, skiltning af udvalgte kulturhistoriske seværdigheder og fortidsminder samt skattejagter for børnefamilier med udgangspunkt i øens kulturhistorie.

Landsbyfoldere
Der er trykt foldere for i alt 16 forskellige landsbyer. Desuden findes temafoldere om Samsøs kirker og Samsøs mindesten. Vi har i løbet af hele projektperioden udleveret over 70.000 foldere! De findes selvfølgelig også digitalt.

Landsbyskilte
Der er sat landsbyskilte op i Onsbjerg, Mårup, Brundby, Langemark, Nordby, Ørby, Stauns og Mårup Havn og flere er på vej.

Kulturhistorisk skiltning
Vi har sat skilte op ved Dyret, Kalkovnen, Ilse Made, Onsbjerg Kirkedam, alle Samsøs syv kirker, Stubmøllen, Kolby Mølle, Møllebakken i Tranebjerg, Anton Rosen Huset og Kongehøjen.

Skattejagter
I 2024 er der udgivet tre nye skattejagter: ”På toppen af Samsø”, “Bål og Brand på Samsø” samt “God Energi på Samsø”. I 2025 kommer der en ny skattejagt i relation til ”Det Mytiske Samsø”.

‘Samsøs landsbyer i bevægelse’ er støttet af LAG LLSÆ.

Det Mytiske Samsø

Samsø skal også forbindes med sagn, sagaer og gode fortællinger. Dem har vi mange af, og de skal i spil. Projektet Det Mytiske Samsø indebærer en lang række formidlingskanaler og indsatser for at styrke destinationen i den retning.

Projektets formål er gennem materialer og events at skabe en supplerende kernefortælling med afsæt i sagn og myter på Samsø, som vil kunne appellere til nye målgrupper og bidrage til den fortsatte udvikling af Samsø som attraktiv destination.

Lys i Mørket
Kulturweekenden, der skaber trafik og opmærksomhed i ydersæsonen, fortsættes som en del af Det Mytiske Samsø. Lys i Mørket foregår altid den første weekend i november.

Det Mytiske Samsø er støttet af LAG LLSÆ.

Sæsonudvidelse på Læsø, Ærø, Langeland og Samsø

Vores Øhigh5-projekt med Langeland, Læsø, Ærø og Fanø blev afsluttet ved udgangen af 2023. I de tre år, projektet varede, høstede vi mange gode erfaringer og fælles resultater. Sammen med Langeland, Læsø og Ærø har vi søgt og modtaget LAG-midler til et nyt projekt, der løber fra 2024-2026.

Projektet formål er at fortsætte det stærke samarbejde på tværs af øerne med fokus på at skabe øget turisme udenfor højsæsonen på et bæredygtigt grundlag. Indsatserne har fokus på at styrke øernes helårssamfund gennem fælles produktudvikling, presseomtale og markedsføring.

Projektet er støttet af LAG LLSÆ.

Samsøs bedste kartoffelmad

For 12. gang afholdte vi Samsøs bedste kartoffelmad i 2024. Publikumsprisen, hvor man på 12 forskellige spisesteder i godt to uger kunne spise forskellige kartoffelmadder til kr. 100,-, blev igen en succes. Vi anslår, at der i perioden er solgt mellem 6.000 og 8.000 madder. Juryprisen, der fandt sted i Samsø Idrætshal søndag d. 2. juni, var også en god begivenhed med fin opbakning fra de lokale restauratører og et meget tilfreds dommerpanel. Vi havde også besøg af TV2, der i hovedkanalens Nyhederne viste et kort indslag.

Bededag

Som en ny indsats lavede vi sammen med STOHF en stor Bededagskampagne i 2024. Der blev lavet et flot program med massevis af aktiviteter, gratis færgebilletter og buskørsel. Vi sendte en pressemeddelelse ud, der blev taget overordentligt godt imod. Vi var i landsdækkende radio og TV, i aviser og på nettet. Så flot! Da vi så kom til dagen, sendte vejrguderne os fem grader, blæst og slagregn. ØV! Vi prøver igen i 2025.

Rekrutteringsarrangement

28 studerende fra Aarhus deltog i rekrutteringsarrangementet, der fandt sted i foråret.
Det er tredje gang, vi laver det i samarbejde med Samsø Kommune, STOHF og Studenterhus Aarhus. I 2025 finder arrangementet sted torsdag d. 3. april.

Åben Havn i Aarhus

Er et arrangement, der afholdes hvert andet år i forbindelse med Aarhus Festuge. VisitSamsø og Samsø Rederi var til stede med en flot stand, feriemagasiner, slushice og andre gode sager. Det blev til mange snakke med aarhusianere, der selvfølgelig skal besøge Samsø.

Stedet Tæller X

I starten af maj blev det offentliggjort, at Langøre Havn er et af de steder, der har modtaget midler fra Realdania og Ny Carlsbergfondet. VisitSamsø har siden de indledende møder været med til at udforme projektet, og deltager fortsat med viden og sparring, så Langøre kan udvikles til at blive et interessant og smukt besøgssted fuld af fortællinger og formidling.

Senest opdateret: 20/02/2025 10:32