Altid plads til alle i Ballen havn
For det første er adelsmænd og handelsmænd alle velkomne her og de kan, uden at krænke, sidde sammen. Ingen skal tænke, at han har forrang til en plads, men sætte sig det nærmeste passende sted, han kan finde. Ej heller behøver nogen, hvis fine folk her kommer, rejse sig for at overlade sin plads til dem.
Sådan stod der på reglementstavlen på den populære beværtning i Ballen, ”Granaten”, tilbage i midten af 1800-tallet. ”Granaten” findes ikke længere, men principperne om, at alle er lige, lever i bedste velgående i Ballen Lystbådehavn.
Klar ved trossen
Med mere end 10.000 årlige gæsteanløb er Ballen Lystbådehavn Samsøs største og travleste, og en højsommeraften kan man tælle hundredvis af master i den populære havn. ”Ballen Lystbådehavn er for mange sejlere en attraktiv havn. Der er adskillige gode spisesteder, lækre badestrande, butikker, koncerter og liv og glade dage. Og så er der – ligesom på øens andre havne – et højt serviceniveau,” forklarer Frederik Bilsted Pedersen, havnefoged og afdelingschef.
Frederik og hans kolleger sætter en ære i at give sejlerne den bedst mulige oplevelse. ”Vi tager imod bådene, når de ankommer og hjælper dem på plads i havnen. Det er vigtigt, særligt når der er godt fyldt, at sejlerne bliver hjulpet, så alle ligger trygt for natten og har en positiv oplevelse,” fastslår Frederik.
Klik en plads
For et par år siden blev det muligt at booke plads i havnen online, og det er noget, sejlerne har taget godt imod, fortæller Frederik: ”Vi har 20 pladser i forskellige størrelser fra ti meter og op, som kan bookes online. På den måde ved sejlerne på forhånd, hvor de skal lægge til. Nogle har måske også en favoritplads, som man kan sikre sig i god tid. Når der er Samsø Festival i uge 29, er der specialbooking hele ugen på ekstra pladser i havnen. Disse pladser bookes via hjemmesiden, hvor der i øvrigt også er yderligere information vedrørende booking”.
Er man for sent ude online, skal man dog ikke være nervøs, forsikrer Frederik: ”Det er kun en lille del af havnens pladser, der er lagt til online booking. Langt de fleste anløber havnen uden forhåndsreservation, og vi får altid plads til alle”.
Senest opdateret: 19/12/2024 01:10