Fiskeperlen midt i Danmark
Af Gordon P. Henriksen
Samsø er sådan et sted, man drømmer om at komme tilbage til og fiske igen og igen. Øen i midten af det hele har bare så meget at tilbyde. Det er de drilske multer, man kan støde på i Stauns Fjord. Der er hornfiskene ude på Issehoved og havørredstimerne, der trækker forbi ved Vesborg Fyr på øens sydkyst.
Men det er ikke kun det gode fiskeri, der gør, at jeg ofte tænker på, hvornår jeg igen kan drage til Samsø for at fiske – det er hele stemningen. Menneskerne, ølivet, grøntsagerne, maden, hyggen, og frem for alt naturen.
Der er enorm variation i kystpladserne, der byder på alt fra store sten og blæretang til stenrev og en fjord med den ene lovende bugt efter den anden. Der er altid nye steder og fiskepladser at udforske, og jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal hoppe i mine vaders og gå den skønne spadseretur fra parkeringspladsen ned til den indbydende kyststrækning ved Møgelskår. Og så glæder jeg mig også til alle de pladser, jeg slet ikke har opdaget endnu.
Ja, Samsø er uden tvivl en lille fiskeperle midt i det hele.
Man kan roligt sige, at Gordon P. Henriksens liv er gået i fisk. Han er Danmarks mest kendte lystfisker, og hans selvstændige lystfiskerkarriere inkluderer et hav af radio- og tv-programmer, YouTube-serier, foredrag, events og artikler, som har inspireret mange til at komme ud i den danske natur med en fiskestang i hånden.
Gordon er fornylig udkommet med den anmelderroste bog: ”Et liv i fisk”. Bogen handler ikke om, hvordan man fanger fisk – men mere om, hvorfor vi fanger dem – eventyr, oplevelser, fællesskaber, udfordringer, kammeratskaber, mental sundhed og tid til ro og fordybelse. Og ikke mindst muligheden for at få den friskeste, dejligste råvare med hjem til spisebordet. Der er inspiration til fiskeeventyr rundt omkring i Danmark – såvel som en masse dejlige opskrifter der kan laves på fisketurene eller hjemme i køkkenet.
Størstedelen af opskrifterne er Gordons, men flere af hans fiskekammerater, bl.a. kokkene Simon Jul, Thomas Rode og Francis Cardenau, byder også ind med deres lækkerier. Med Columbus Leths mange flotte og inspirerende fotos er bogen en hyldest til lystfiskerlivet og alt, hvad det har at byde på – uanset om man er erfaren fisker eller nybegynder.
Du kan købe ”Et liv i fisk” hos turistinformationen i Tranebjerg.
Senest opdateret: 09/11/2021 14:49