Af Bjarne Manstrup, Naturvejleder i Samsø Kommune
Samsøs natur er fuld af planter, der kan give smag til en god kryddersnaps. Tilberedningen er ofte klaret på få minutter. Udfordringen er at holde fingrene fra den bagefter …
Men hvorfor dog lave en kryddersnaps, når man kan købe alverdens slags snaps og bittere ofte ret billigt? Det enkle svar er, at det er hyggeligt, og at det kan være med til at fastholde en dejlig natur- eller ferieoplevelse. Og så er en hjemmelavet kryddersnaps en mere personlig værtindegave end 2 flasker rødvin.
Der findes en masse bøger og hjemmesider om kryddersnaps, og der er næsten ingen grænser for, hvad man kan. Kaster man sig ud i denne hobby, vil man nok hurtigt få nogle favoritter. Nedenfor følger nogle af mine – og et par gode råd…
Kom urterne i et sylteglas med stort låg. Tilsæt neutral snaps eller vodka så urterne er rigeligt dækket.
Når urterne har trukket i passende tid, har man oftest en essens, der er alt for kraftig i smagen. Det klares ved at tilsætte neutral snaps eller vodka til netop den smagsstyrke, man foretrækker. De fleste kryddersnapse vinder ved lagring og gerne i flere år.
Malurt – kan plukkes i juni-august. Afgiver meget stærk smag, så filtrer efter 1-2 dage.
Gulaks – plukkes april-maj. Trækker i en uge hvorefter den filtreres. Vinder ikke ved lagring.
Perikon – bedste resultat opnås, hvis man kun bruger blomsterknopperne. Filtrer efter 2-3 uger.
Alm. røllike – brug kun de hvide blomsterhoveder eller ”blomsterskærme”. Filtrer efter 1 uge.
Vild timian – både blomster og blade kan bruges. Filtrer efter 2 uger.
Hedelyng – brug nyudsprungne blomster. Filtrer efter 4 uger.
Valnød – pluk grønne valnødder i juli og skær dem i kvarte. Ryst glasset ind imellem så processen iltes. Filtrer efter 4-6 måneder.
Man kan også lave en ”Min yndlingsnatur-kryddersnaps”, hvor man blander forskellige urter og bær fra et naturområde, man holder særligt af.
Senest opdateret: 05/12/2018 13:01