Mænd med stokke
”Det er med mænd som med vin. Alderen gør de dårlige sure og de gode bedre”. Ordene blev forfattet af den romerske filosof Cicero for mere end 2.000 år siden, men kunne lige så godt være slogan for den lille sammenslutning af mænd, der kalder sig Samsø Vinsyndikat.
Hygge i glasset
Det vinøse initiativ blev startet af 11 mænd, alle bosiddende på Samsø, som for et par håndfulde år siden stiftede en klub, hvor de kunne dele deres fælles passion for vin. Der blev smagt på alverdens dråber, snakket smage og teknikker og fortalt en mængde røverhistorier. Og så, på en studietur til Alsace, blev drømmen om egen vinproduktion skabt.
”Lige fra starten var det planen, at vi skulle lave så megen vin, at vi kunne sælge af det. Derfor lagde vi ud med at plante 1.500-1.600 planter. Mange af os var gået på pension allerede dengang, så vi skulle ikke leve af det. Det skulle være en hobby og det skulle være sjovt. Det mantra kører vi stadig efter,” forklarer Hardy Thomsen, der bl.a. står for salg.
At dyrke og lave vin er en særdeles tidsslugende affære. Man siger, at der går en times arbejde med hver eneste stok i løbet af et år, og særligt i perioden fra 15. maj til 15. juli, hvor planterne vokser 5-10 cm i døgnet, er der arbejde nok til alle.
Fra drue til dråber
Vinmarken domineres af sorterne Rondo og Solaris, der egner sig godt til det nordiske klima, men der eksperimenteres også med bl.a. Gewürztraminer, Cabernet Cortis og Pinot Noir. Vinsyndikatet laver både hvid-, rød- og rosévin, og seneste skud på stammen er den eksklusive ”Cartello”, der er lagret på franske egetræsfade. Men ingen dråber før, høsten er i hus!
Snakken går lystigt mellem Stig og Mads, der med sine 80 og 34 år er henholdsvis alderspræsident og yngstemand i foretagendet. ”Det sociale samvær med vin som fagligt omdrejningspunkt er en væsentlig del af vores sammenslutning, og aldersforskellen spiller ingen rolle,” fortæller Mads, mens han klipper den ene fuldmodne drueklase efter den anden af stokken.
Druerne køres til det nærliggende vineri, hvor de presses kort tid efter høst. ”Høsten er lidt af en festdag, hvor vi bliver belønnet for de mange timer, vi har lagt i marken gennem året. Men det er også en lidt alvorlig dag, hvor vi ud fra druernes sukker- og syrebalance skal lægge strategien for, hvordan vi skal komponere vinene. Beslutningerne skal træffes hurtigt, og vi kan ikke fortryde midtvejs,” forklarer Stig, der sammen med to andre står for vinmageriet.
Hvidvinen kommer i butikkerne efter omtrent syv måneder på ståltanke. Lidt senere frigives roséen og til slut rødvinen, der først kan nydes i slutningen af juni. ”De sidste par år har vi haft mere eller mindre udsolgt allerede i midten af september, men vi har ikke planer om at udvide. I stedet arbejder vi på hele tiden at blive bedre og at have det sjovt imens. Og det går ret godt med begge ting,” slutter salgschefen Hardy af med et smil.
Senest opdateret: 05/04/2022 09:47