Min musikalske Ø
Nicklas Sahl, en af Danmarks største musikalske talenter, har et ganske særligt forhold til Samsø. Barndomsminder, familietid og koncertoptrædener på øen har været med til at forme ham som både menneske og musiker.
Af Jacques Rahr
Nicklas’ tilknytning til Samsø begyndte i 10-års alderen, da hans far blev kærester med en samsing. ”Fra da af var vi på Samsø hver eneste sommerferie. Mine barndomsminder om Samsø kommer som skønne lysglimt af gåture i skoven og lange dage på stranden,” husker han med et smil.
Det var også på Samsø, at Nicklas tog nogle af sine første skelsættende skridt som musiker. Som 13-årig spillede han på Café Sophie Amalie, der dengang lå i Tranebjerg, hvor hans far hjalp til. Netop denne koncert skulle vise sig at blive afgørende for Nicklas’ fremtidige karriere.
Talentet i Tranebjerg
”To kvinder fra Københavnsområdet gik forbi lige i det øjeblik, hvor jeg sluttede mit sidste nummer. De spurgte min far, uden at kende til forbindelsen, om han kunne få den unge fyr til at give et par numre mere, og så gjorde jeg det. Det viste sig, at den ene af kvinderne havde nogle kontakter i branchen, bl.a. en producer, og ham sendte jeg nogle YouTube-videoer, jeg havde lavet,” fortæller Nicklas.
Det var begyndelsen på en rejse, som skulle forme hans karriere. Producenten tog Nicklas under sine vinger og guidede ham gennem de første år i musikbranchen. ”Han har mange år senere fortalt mig, at da han havde mig i studiet første gang, og jeg sang en sang, stoppede han mig og bad mig tage en pause. I pausen ringede han til nogle kolleger og sagde, ’jeg står her med et kæmpe talent, og han er kun 13 år gammel. Jeg er ikke helt sikker på, jeg ved, hvordan jeg skal gribe det an.’ Heldigvis gjorde han det nænsomt og i et passende tempo. Jeg var jo meget ung dengang,” reflekterer Nicklas.
Musikalsk modning
Et års tid efter den skelsættende koncert i Tranebjerg begyndte Nicklas at spille sammen med Murer-Leif i Mårup Havn, som altid glædeligt har fundet harmonikaen frem til festlige lejligheder. Det er tydeligt, at Leif står Nicklas meget nær. ”Vi spillede sammen hver sommer i en årrække, og det var også der, jeg for alvor kom i gang med at optræde med egne sange. Vi har altid snakket meget musik, Leif og jeg, og jeg betragter Murer-Leif som en rigtig god ven og en af de ægte Samsø-legender,” siger Nicklas. Koncerterne på Mårup Havn var præget af varme og hygge – og ikke mindst hvad der vel mindede mest om julemad, som blev serveret til hver optræden. ”Der blev altid serveret flæskesteg, kartofler og brun sovs,” mindes Nicklas. Det var en tid, hvor han udviklede sit musikalske udtryk og lærte meget om, hvad det vil sige at optræde for et publikum.
Øverst på hitlisten
Men det var ikke kun på Samsø, at Nicklas fandt sin musikalske vej. I 2018 tog hans karriere for alvor fart med singlerne ”Hero” og ”New Eyes”, som blev øjeblikkelige hits. ”Min karriere har været lidt af en tsunami. Starten var meget vild, og det gik, som man kun kan forestille sig i en meget naiv drømmeverden,” fortæller Nicklas. Succesen kom hurtigt, og han fandt sig selv på toppen af hitlisterne foran etablerede navne. Anderkendelserne og
bookingerne væltede ind. ”Det var en helt vild tid, og hvis jeg ikke havde haft alle de kilometer i benene som udøvende kunstner fra bl.a. mine optrædener på Samsø, var jeg sikkert væltet omkuld,” reflekterer Nicklas. Så kom Corona-epidemien, hvor hele musikbranchen lukkede ned.
Nye stier
Efter to succesfulde, hektiske år blev Nicklas’ karriere pludselig sat helt på pause. Isolationen fik ham til at tvivle på sin fremtid som musiker og reflektere over sin hurtige opstigning. Han indså, at ambitionerne om at blive verdensstjerne havde overskygget alt andet, og han følte sig tom. Efter råd fra sin manager søgte han hjælp hos en psykolog, hvilket fik ham til at genoverveje sine værdier. Han besluttede at genfinde sig selv og sin musikalske retning ved at skabe et album alene og uden eksterne forventninger. Denne introspektive proces resulterede i albummet ”God Save the Dream”, hvor sangen ”Fine On Your Own” afspejler Nicklas’ nye tilgang: At stole på sig selv og sin egen vej. ”Som menneske og musiker modnedes jeg af de bump. Det har også givet mig roen til at omfavne og værdsætte det uperfekte og til at opsøge nye musikalske stier,” forklarer Nicklas. En af de stier har ført ham til Nashville. ”De seneste tre år har jeg taget en årlig tur til Nashville alene. Her ser og møder jeg dygtige sangskrivere, musikere og producenter. Jeg kommer hjem med nye idéer og med en legesyge, som, har jeg fundet ud af, er enormt vigtig for min udvikling,” fortæller Nicklas.
Samsø-traditioner
Selvom Nicklas har travlt med musikken, er der stadig plads til Samsø-tid i kalenderen. ”I uge 29 holder jeg sommerferie på Samsø med min søster, min far og nogle venner. Det er også den uge, hvor der er Samsø Festival, så det er selvfølgelig et fast indslag. Sidste år var jeg dommer ved talentkonkurrencen, og det var en fed måde at tage del i en festival, jeg holder meget af,” fortæller han. Ud over festivalen har Nicklas flere faste Samsø-traditioner, fortæller han: ”Hvert andet år holder jeg jul på øen sammen med min far, der bor fast i sit hus i Hårdmark, og hvert år spiller jeg en golfturnering på golfbanen med min far, en af min fars gode venner og hans søn – sådan en fædrene-mod-sønnerne-turnering. Jeg er en rimelig habil golfspiller med et stort konkurrencegen, men alligevel har fædrene vundet hvert år til sønnernes gigantiske skuffelse!”.
Det intime møde
I 2025 markerer Nicklas sin femte optræden på Brundby Rockhotel – et jubilæum, som han ser frem til. ”Første gang, jeg spillede på Rockhotellet, var en af mine første lange solokoncerter. Det var et godt og trygt sted at starte. Intime rammer, som jeg kendte, og med et godt publikum. Så jeg turde kaste mig ud i det og give lidt mere af mig selv. Sådan er det stadig, når jeg spiller på hotellet,” siger han. For Nicklas er solokoncerter en særlig disciplin. ”Du er helt alene uden musikalsk støtte. Man skal kunne synge og spille, selvfølgelig.
NICKLAS SAHL:
• Er født i 1997.
• Slog igennem i 2018 med singlerne ”Hero”, ”New Eyes” og ”Planets”.
• Fik i 2019 en MTV Award, Carl Prisen for ‘bedste popkomponist’ og to nomineringer til Danish Music Awards.
• Har udgivet tre album: ”Planets” i 2019, ”Unsolvable” i 2020 og ”God Save The Dream” i 2022.
Senest opdateret: 10/03/2025 09:45