Lokale råvarer – Samsøfortællinger

Øens dråber

I løbet af det seneste årti er der sket en sand drikkevarerevolution på Samsø. Små producenter af alt fra rødvin over øl og gin til æblemost, kryddersnaps, bærsaft og sågar eau de vie har slået sig ned på gårde, i lader, butikslokaler og endda i en gammel rutebilsgarage. Så godt som alle producenterne har det til fælles, at smagen kommer direkte fra Samsøs træer, buske, blomster, marker og vinstokke.

Pres på Alstrup
Lysets refleksion fra Stauns Fjord, mange solskinstimer og en passende luftfugtighed giver en flot farve og en perfekt aroma til de æbler og pærer, der vokser i Brdr. Kjeldahls plantage i Alstrup. En del af de flere hundrede tons æbler, der plukkes hver sensommer og efterår, koldpresses og ender i flasker som ufiltreret æblemost fuld af fine smagsnuancer og frugtfibre. Med i mosten ryger også de æbler, som pga. små skønhedsfejl ikke kan sælges som frisk frugt, og på den måde er Brdr. Kjeldahl med til at bekæmpe madspild.

Ganske nær ved frugtplantagen står række efter række med grønne og røde druer. Vi er ved Samsø Vinsyndikat, som drives af en række mænd i deres bedste alder. Projektet blev startet som en hobby for mere end 10 år siden, og selv i dag, hvor der årligt produceres mere end 3.500 flasker, er der ingen, der skal tjene på det. Det gør dog ikke vinen dårligere, tværtimod. Vinmarken domineres af sorterne Rondo og Solaris, der egner sig godt til det nordiske klima, men der eksperimenteres også med bl.a. Gewürztraminer, Cabernet Cortis og Pinot Noir. Vinsyndikatet laver både hvid-, rød- og rosévin, og seneste skud på stammen er den eksklusive ’Cartello’, der er lagret på franske egetræsfade.

Procenternes hovedstad
Drejer vi kompasset nedad og refraktometret opad, rammer vi Tranebjerg, der inden for de sidste par år har fået hele to nye destillerier. Midt i byen finder du Sams Island Distillery, der især er berømt for deres gin lavet på lokale enebær og orangemyrer fra heden. Når Mads og Jesper udvikler nye produkter, er det afgørende, at ingredienserne i videst muligt omfang stammer fra Samsø. Kartoflerne til snapsen kommer fra Vesterløkken, melassen til deres ’RÅM’ laves på Samsø Sukkerfabrik i Pillemark og Michael fra den økologiske æbleplantage i Toftebjerg leverer Holsteiner Cox-æblerne til æbleginnen. I en tidligere busgarage i Tranebjerg holder øens nyeste spirituøse initiativ til.

Vinøs Samsø hedder det lille firma, der har sat sig i verden for at forædle nogle råvarer, der ellers har det med at gå til spilde. Alt det kvas, der er tilbage fra Vinsyndikatets produktion, destilleres til druebrændevinen, der har fået navnet ’Livets Vand’. En anden fortolkning af en brændevinsklassikerer ’Balvados’, der nikker kærligt til sin franske fætter, Calvados. .Æblebrændevinen har fået sit navn, da æblerne hertil hentes fra haver i Ballen og omegn. Michael, der har Vinøs Samsø, er også i gang med et større ølbrygnings projekt i selvsamme tidligere busgarage. De mange ølvarianter har fundet vej til fadølshanerne hos en stor del af øens spisesteder, mens flaskerne, der naturligvis har en veteranrutebil på forsiden, kan købes i øens butikker.

Nordbys humlepionerer
I Nordby ligger Samsø Bryghus, der siden 2006 har sørget for øl til tørstige samsinger og feriegæster. Stinne og Kim, der har bryghuset, laver hele 11 forskellige slags øl foruden en række årstidsøl – alt sammen af økologiske råvarer. Brygmester Kim eksperimenterer med maltning af eget korn og med dyrkning af humle. Bryghuset rummer også en café og en butik, hvor der serveres retter baseret på gårdens egen produktion af kød og grøntsager. Retter, der går godt i spænd med øllet, der alle har navne efter steder på Samsø.

Med bærlig hilsen
På ”Holmgård” ved foden af Besser Rev ligger en anden af øens producenter af alkohol. Siden 2001 har Samsø Bær lavet produkter af egne frugter, bær, nødder, urter og blomster. I snapserummet fremstilles en hel stribe likørsnapse og kryddersnapse, hvoraf en del lagrer på franske egetræsfade.

Det er også Samsø Bær, der står bag de drikkeklare safte af bl.a. solbær, rabarber og stikkelsbær. Saftsortimentet udvides i år med et par økologiske varianter.

MØD PRODUCENTERNE
• Brdr. Kjeldahl | brdr-kjeldahl.dk
Der er ikke guidede rundvisninger i frugtplantagen. Til gengæld kan du komme med på Brdr. Kjeldahls Grøntsagssafari, der har udgangspunkt i Nordby.
• Samsø Vinsyndikat | samsovin.com
Holder guidede rundvisninger i vinmarken i løbet af sæsonen.
• Sams Island Distillery | samsisland.dk
Har fremvisninger hver uge hele året.
• Vinøs Samsø | vinos-samso.dk
• Samsø Bryghus | samsoe-bryghus.dk
I sommersæsonen holder bryghuset ølsmagning og rundvisning.
• Samsø Bær | samsobaer.dk
Har guidede ture hver onsdag og lørdag fra maj-september.

Du kan finde tidspunkter for rundvisninger, guidede ture og fremvisninger på VisitSamsøs begivenhedskalender www.visitsamsoe.dk

Senest opdateret: 27/01/2021 10:07