Poul Krebs
Poul Krebs har en særlig forbindelse til Samsø og særligt til rockhotellet i Brundby. Her fortæller han, hvordan den historie begyndte, og hvordan den har udviklet sig over de seneste tre årtier.
Poul Krebs: En nat for snart 30 år siden på Rockklubben V58 i Aarhus var vi et lille hold, der kækt besluttede, at vi efter et par timers søvn skulle mødes og tage til Samsø. Vi havde hørt rygter om, at på Ballen Badehotel var der livemusik med de bands, vi godt gad høre, og i det hele taget bare havde en god sommerfest kørende. Den weekend blev starten på et livslangt kærlighedsforhold til den ø for min familie og jeg.
Vi kom igen og igen og ledte efter et fristed. Vi sku’ bare være nogle stykker, som vi sagde dengang. Vi lejede Walthers Hvile, der dengang hed Samsø Bad, og indspillede mit album ”Morgendagens tåber”. Vi arrangerede den første sangskriverworkshop på Ballen Badehotel, hvor bl.a. legendariske Eric Andersen deltog. Eric havde været en del af det New Yorker sangskrivermiljø, hvor også Bob Dylan havde kæmpet for et publikum.
Samsø blev hjem for Poul Krebs
Da sangene og musikken røg ud af Ballen Badehotel, og Brundby Hotel blev sat til salg, var det også kodeordet. Vi var syv om at købe det og få det lavet om til et hotel fuld af sange og musik. Heldigvis var Guf Turid Hanevold en af dem, vi ringede til. I dag ejer og driver hun og hendes søn, Rasmus, det sted i den smukkeste ånd fuld af sange og musik.
Jeg tror måske, Samsø og især Brundby Hotel har været inspiration og skrivested for flere nyskrevne sange end noget andet sted på landkortet.
Selvom vi efter ti år som øboere på grund af arbejde og færgeforbindelser valgte at flytte til fastlandet i 2006, er den ø jo blevet en stor del af vores families dna. Jeg ser af og til billeder for mig af 80 dansende børn i en borg bygget af halmballer i Sælvigbugten. Billeder af de svedigste, varmeste koncerter på Brundby Hotel. Af pladeindspilninger proppet med de bedste folk på Dansebjerg, og ikke mindst en solnedgang ved Sælvigbugten eller fra scenen på Samsø Festival.
Og jeg glæder mig til igen at stå på den scene sammen med min broder i musikken Michael Falch. På scenen på Sangenes ø.
Poul Krebs
- Har udgivet næsten 30 albums
- Står bag hits som ”Sådan nogen som os”,” Morrison, Dylan og Elvis” og ”Små sensationer”
- Har boet fast på Samsø i 10 år, hvor han bl.a. var med til at skabe landets eneste Rockhotel i Brundby
- Har indspillet flere albums på ”Dansebjerg” lidt syd for Brundby
- Er medinitiativtager til sangskriverprojektet thehouseofsongs.com, der udspringer af en række sangskriverworkshops på Samsø
Senest opdateret: 28/11/2022 10:16