Racercykler og rødvin
De kalder sig Bikebodys, de 18 gutter i alderen 40-67, der er samlet på Samsø for at cykle. Navnet, der rummer en god portion ironi men også en god sjat alvor, blev opfundet i et sjællandsk fitnesscenter i starten af det ny årtusinde. Lad os spole tiden tilbage…
Pedalbegejstring
”Der sad vi så på hver vores kondicykel i fitnesscentret og svedte i vores spandextøj,” husker Lars Bager, der er vært ved løbet på Samsø. ”En dag var der så én der udbrød: ’Vi skal da ud og cykle i naturen’. Det blev startskuddet til det hold, der stadig stortrives her 15 år senere”. Cyklingen var og er den fælles interesse, der får de voksne mænd til at iklæde sig stramt tøj og pedalere rundt i både ind- og udland. ”Vi har som hold deltaget i mange amatørløb i både Spanien, Frankrig, Sverige og Danmark, og det er ganske skægt, for niveaumæssigt er vi milevidt fra hinanden. Et par af de unge fyre har et lidt andet tempo og højere ambitioner end dem, der nærmer sig de 70. Men det gør ikke så meget. Det væsentlige er hyggen og sammenholdet,” pointerer Lars.
Kammeratskab i mandehøjde
En stor del af holdets succes skal findes i det kammeratskab, der dannes både med og uden en cykelsaddel under bagdelen, fortæller Lars: ”Vi gør meget ud af at mødes i forskellige sammenhænge. Vi rejser, kører gokart, spiser bøffer og drikker rødvin og så- dan noget. Gode mandeting, som både smeden og topdirektøren holder af. Vi er alle nået til en alder, hvor vi respekterer hinandens trang til at ville både det ene og det andet”.
Tour de Samsø
Når Bikebodys skal på weekendtur til Samsø, inviteres koner og kærester med, og det er såmænd også ganske hyggeligt, siger Lars med et glimt i øjet. ”Et par af gutterne vil gerne til øen tidligt fredag, så de kan nå at testcykle ruten. Fredag eftermiddag, når alle er kommet til øen, mødes vi til aftensmad og et socialt arrangement. Et år var der f.eks. salsadans på programmet”. Lørdag er dagen, hvor det store cykelløb finder sted, og det er naturligvis højdepunktet.
Spurt med måde
Cykelruten, som Lars har lavet, er på 83 kilometer, og den kommer næsten hele Samsø rundt. ”Det fantastiske ved at cykle på Samsø er, at selv om øen er ganske overskuelig af størrelse, så er det muligt at lave lange ture, hvor man stort set ikke skal krydse samme sted to gange. Naturen, landskabet og terrænet ændrer sig nærmest fra kilometer til kilometer. Vejene er gode og de relativt få biler, vi møder, er utroligt venlige over for os cyklister. Det er ikke som i Nordsjælland, hvor man som cykelrytter ikke sjældent får en skråt op-finger til hilsen,” forklarer Lars. Undervejs på ruten er der indlagt en række skilte-, bjerg- og sprinterspurter, og det er ved at komme først til disse spurter, at man får point. ”Selvfølgelig vinder du det hele, hvis du bare drø- ner af sted fra start til slut, men det er ikke det, det handler om. Vi følges sådan nogenlunde ad det meste af vejen, og så giver vi den gas, når vi nærmer os spurterne,” forklarer Lars.
Den gule, den grønne, den prikkede
Selv om løbet på Samsø har en udpræget grad af hygge over sig, er der naturligvis vindere, og de bliver fejret lørdag aften. ”Når vi har hvilet og klædt om, er der gallamiddag på Restaurant SAK. Her overrækker vi også den gule, den grønne og den prikkede trøje til de forskellige vindere, og så er der ellers fest og farver,” fortæller Lars, der allerede glæder sig til næste år, hvor Bikebodys igen drøner rundt på de samske landeveje.
Fakta
Bikebodys er hjemmehørende i Nordsjælland
Det ældste medlem i klubben er 72 år
Hvert forår tager klubben en tur til Spanien
Cykelweekenden på Samsø har fundet sted to gange, men er planlagt til at blive en årligt tilbagevendende begivenhed
I 2017-udgaven af løbet på Samsø skal Bikebodys dyste mod en jysk klub
Senest opdateret: 05/12/2023 13:18