Ryste-sammen-turen går altid til Samsø
Hver år samles førsteårseleverne fra Landbrugsskolen Sjælland på Sælvigbugtens Camping i begyndelsen af skoleåret. Her venter der to dage med faglige og fornøjelige oplevelser, der giver eleverne en god start på deres nye uddannelse.
Velduftende røgslør
Ved første øjekast kunne man næsten tro, at der er en invasion i gang. To kolonner af militærtelte er stillet op, og en duft af røg spreder sig fra området. Virkeligheden er heldigvis anderledes fredelig. Røgen kommer fra en stor grill med sydende bøffer, og teltene er købt på militærets overskudslager. Det er slet ikke soldater, men 77 nye elever fra Landbrugsskolen Sjælland i Høng, der har gjort sit indtog. Sådan har det været i over 30 år. Når kalenderen viser august, og et nyt kuld elever er startet, går turen til Samsø. På cykel vel at mærke.
”Samsø er et perfekt sted for os at lave en ryste-sammen-tur. Øen ligger i cykleafstand fra skolen i Høng, og så er det jo en ø. Det betyder, at man ikke bare kan tage hjem, hvis det hele bliver lidt hårdt. Og det primitive liv i telte får eleverne rystet sammen på en helt anden måde, end hvis vi sov et andet sted, hvor hver elev fik sit eget værelse,” fortæller Michael Wonterghem, der er lærer på skolen, og som har været med på Samsø næsten hvert eneste år.
Eleverne overnatter på Sælvigbugtens Camping, forklarer Michael. Pladsen ligger godt placeret på øen i forhold til at komme omkring, og skolen og campingpladsen har fået lavet en fin ordning, hvor eleverne camperer lidt på afstand af de øvrige gæster, så de ikke genere de øvrige gæster, når snakken går og musikken spiller.
Jord under neglene
I løbet af de to dage, opholdet varer, venter blandt andet et besøg hos Brdr. Kjeldahl, hvor eleverne får et grundigt indblik i det samske landbrugsliv. Derudover bliver det også til en tur til Falkecenter Samsø, så der også er noget for de elever, der har valgt dyrepasserlinjen på skolen. Derimellem er der også plads til underholdende indslag som for eksempel den traditionsrige udfordring på den selvdøbte bakke, ”Flødebollebakken”, i Nordby Bakker. Her venter der flødeboller til hele holdet, hvis bare én af eleverne tager turen på cykel hele vejen til toppen.
Efter et par dage på Samsø vender eleverne tilbage til skolen med oplevelser og et styrket sammenhold i bagagen. ”Også i år var eleverne vildt begejstrede for turen. De fik en fed oplevelse sammen, og mange af dem har virkelig fået Samsø ind under huden,” lyder det fra Michael.
Vidste du…
At Samsø foruden Sælvigbugtens Camping har tre andre skønne campingpladser:
Ballen Strandcamping
En lille og hyggelig campingplads, helt ned til vandet tæt på Ballen
Camping og Feriecenter Samsø
Tilbyder masser af aktiviteter og forskellige overnatningsmuligheder for hele familien
Klitgård Camping
Ligger helt ud til stranden på nordøst-siden af Samsø ved Nordby Bakker
Senest opdateret: 12/08/2020 13:43