Nærværet trives med tynde pensler
Få dryp ad gangen. Det varme vand rammer de friskmalede bønner. Omhyggelighed og elegance iblander sig aromaen, der breder sig i køkkenet. ”Værsgo, så er der kaffe,” byder Thomas, mens han skænker op i de små, glaserede stentøjskopper, der er rejst af leret på den anden side af landsbyens berømte gadekær.
Fristedet
Børnene er lige cyklet til stranden sammen med nogle af deres legekammerater fra Nordby, og Anna og Thomas Kluge sætter sig til rette ved det solbeskinnede havebord. ”Samsø er virkelig et fristed for os alle – både børn og voksne. Til hverdag er vi en travl familie som så mange andre, hvor det hele er tilrettelagt ned til sidste minut. Når vi kommer til Samsø, lægger jeg som det første uret langt væk, så vi kan lade tilfældighederne og lysten bestemme, hvordan dagen skal se ud,” forklarer Anna, der er provst og præst i Næstved.
Anna er kommet på Samsø, siden hun var barn. Hendes forældre startede med at låne et hus i Stauns, og købte sidenhen en grund i Mårup, hvor de fik bygget et hus. ”Næsten alle mine ferier har jeg tilbragt på Samsø, og jeg græd altid, når min far pakkede taskerne og vi skulle hjem,” husker hun.
Også Thomas er kommet på øen jævnligt siden 1969, og det var derfor ikke en svær beslutning at bygge sommerhuset i Nordby, som bliver brugt flittigt året rundt. ”Det er selvfølgeligt dejligt, når det er sommer og vi kan bade og spise is, men vi nyder også novembers stilhed og mørke. Vi har efterhånden fået nogle traditioner, som børnene sætter stor pris på. I efterårsferien skærer vi græskar og er til natteløb i Labyrinten, og til påske triller vi æg i bakkerne,” fortæller Anna.
Samsøs tag
”Det er som at træde ud af klædeskabet i Narnia,” udbryder Thomas, mens vi forcerer den lille stigning. Vi kigger alle ned i jorden, for at sætte fødderne rigtigt på stien og så, pludseligt, åbenbarer landskabet sig. Foran os strækker sig de storslåede bakker mod havet, og på toppen af det mytiske terræn troner et gammelt, kroget æbletræ.
Vi er i Langdalen, der er et af Annas og Thomas’ favoritsteder. ”Vi har døbt det Samsøs tag,” forklarer Anna og rækker hånden ud mod de endnu ikke helt modne æbler. ”Vi tager tit herop med en madkurv og nyder storheden i den ro og den plads, der er til alle sider og over os”.
Mørkets låsegreb
Mørkets låsegrebBetragter man Thomas dér under æbletræet, er det helt åbenlyst, at han befinder sig godt med sin plads i landskabet. Men anderledes forholder det sig, når han står foran lærredet: ”Det er kun i ganske få af mine værker, landskabet har en betydningsfuld rolle. Landskab driller mig! Jeg prøver fra tid til anden, men tit bliver jeg så vred, at jeg maler det hele sort,” siger han med et drilsk smil.
Sortheden og det til tider lidt dystre er kendetegnende for Thomas’ stil og værker. ”Det sorte skaber en helt særlig intensitet i dét, jeg gerne vil have frem. Motivet står mere alene, mere nøgent, og der er ikke noget, der forvirrer og camouflerer eller gør det nemmere for øjet for den sags skyld. Det sorte kræver mere af mig, men så sandelig også af dem, der skal se på værket,” forklarer Thomas.
Min egen vej
Ud af mørket træder de fotorealistiske portrætter, der efterhånden er blevet Thomas’ varemærke. Siden sit gennembrud i 1994 har han portrætteret nogle af de mest magtfulde personer i Danmark, bl.a. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II., Kronprins Frederik, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
I 2013 blev Thomas Kluge et særdeles kendt navn i store dele af Europa. Årsagen var værket ”Kongehuset”, hvor den royale familie blev afbilledet på en måde, så en britisk avis døbte det ”The World’s creepiest royal portrait”.
Den megen opmærksomhed passer Thomas godt: ”Der er en stor mængde provokation i mine værker. Når man maler portrætter og ovenikøbet gør det med de store barok- og renæssancemestre som inspiration, er det svært at blive anerkendt af den etablerede kunstinstitution. Min stil passer simpelthen ikke til de konforme rammer, der er etableret. Jeg blev afvist af Kunstakademiet hele tre gange, og de store museer opfordrer mig ikke til at udstille. Derfor har jeg selv måttet bane min vej, og det har jeg gjort på min egen måde.”
Plads til det nære
På Samsø har Thomas lavet nogle af de mest private – og bedste, tilføjer Anna – malerier, han har lavet. Malerier af børnene og af familielivet, men også et af Johannes Døberen og en række små stillebenmotiver, som nærmest går helt ind i materien på blå anemoner, jordbær og granatæbler.
”Når vi kommer herover, går den store omverden på en måde i dvale. Ikke noget internet. Ikke nogen tv-aviser. Der bliver plads til at gribe ind i det helt nære, dét, der er betydningsfuldt, og det kommer frem i de ting, jeg laver her,” forklarer Thomas, mens han viser rundt i det lille atelier, der er indrettet i huset.
For selv om Thomas holder meget af at tilbringe tid med Anna og børnene, når de er på Samsø, så har han svært ved helt undvære pensler og lærred. ”Jeg duer ikke til at være lang tid væk fra maleriet. Penslerne må helst ikke blive sat for meget i stå. Men vi får plads til det hele, og jeg er bestemt et rarere menneske, når jeg har mulighed for en gang imellem at fordybe mig i maleriet”.
• Anna Helleberg Kluge er præst og provst i Næstved og har dyrket rosport på eliteplan.
• Thomas Kluge er autodidakt kunstmaler og debuterede i 1993. I 2019 udstiller han på bl.a. Kronborg.
• De blev gift i 2007 og har tilsammen fem børn.
Senest opdateret: 18/11/2022 11:10
