Smuk, men spændende indsejling
Naturskønne Langøre Havn dukker frem bag holme og rev i fredet fugleområde.
Mens solen står lavt over Stauns Fjord, og de sidste både kommer i havn, nyder sejlerne udsigten og freden i den lille havn. Andre er allerede i gang med aftensmaden, og der grilles på stranden eller kokkereres i båden.
Langøre Havn er Samsøs mindste havn.
Sandrev lige under overfladen
”Indsejlingen var lidt af en udfordring. Vi måtte sejle langsomt og samtidig holde godt øje med bøjerne, men det har været al besværet værd. Her er vidunderlig smukt, og vi håber selvfølgelig, at vi også får set sælerne, der holder til i området”, siger Nis Nöhring fra Hamborg.
Han og hans to kammerater er for første gang i Danmark, og de vælger altid de små havne med smuk natur.
”Vi skulle bare have planlagt mere end én nat her,” siger han med lidt ærgrelse i stemmen og et smil.
Havnefoged Frederik Bilsted Pedersen oplever indimellem, at sejlerne ikke tager deres søkort og bøjerne alvorligt under indsejlingen til Langøre. ”Mange steder er der sandrev lige under overfladen, og det sker faktisk af og til, at vi må hjælpe sejlbåde fri igen. Sejlrenden er derimod meget dyb”.
Vikingehavn
Lars Tangård Lademann fra Kastrup er i Langøre for tredje gang og har helt tabt sit hjerte til stedet. ”Jeg er meget interesseret i det historiske, der knytter sig til Langøre og til Samsø i det hele taget. Og jeg synes, det giver en helt speciel følelse, når jeg forestiller mig, at vikingerne engang i tidernes morgen måske har siddet lige på det her sted og nydt solnedgangen”, siger Lars, mens han vender bøfferne på grillen.
Senest opdateret: 25/08/2020 08:42