Ud i det blå med waders på
Da Nørgaards Højskole fra Bjerringbro en forårsdag begav sig mod Samsø, var det med en spændt Torben Rysgaard i flokken. Torben, som selv tidligere har boet 14 år på øen og har arbejdet 10 år på den tidligere Samsø Højskole, havde nemlig i flere år haft et ønske om at hans højskoleelever kunne komme en tur til Samsø og opleve den fantastiske natur. Med sammenlægningen af to valgfag, vild mad og ølbrygning, lykkedes det endelig at få stablet en tur på benene.
Torben valgte også Samsø, fordi øen passede godt med de discipliner, der skulle gennemgås i fagene, så som sankning, fiskeri, madlavning over bål og at bo i shelter. ”Ja, og så har Samsø utrolig meget forskellig natur samlet på et begrænset antal kvadratkilometer. Der er både hav, hede, skov mm., så man kan nå igennem et varieret program på meget kort tid, fordi det hele ligger indenfor rækkevidde,” forklarer Torben. At nå mange aktiviteter på kort tid var også en vigtig faktor for højskolegruppen, der ankom til Samsø søndag aften og tog hjem den efterfølgende tirsdag.
Et stramt program
Da højskolegruppen på 17 mand ankom til Samsø, tog de direkte til den nybyggede shelterplads i Nordby, hvor de havde fået lov til at overnatte, selvom pladsen endnu ikke var åbnet officielt. Der var lige nået at blive installeret vand på pladsen, som ifølge Torben ligger helt perfekt, fordi den er tæt på havet, så eleverne også kunne bade. Det var dog ikke kun hos Torben, shelterpladsen vakte begejstring. Højskoleeleven Pernille syntes faktisk, at shelterpladsen var det bedste ved hele turen: ”Det var en virkelig fed shelterplads. Jeg sov i hængekøje under åben himmel – det havde jeg aldrig prøvet før, så det syntes jeg var rigtig fedt at prøve.” Den første aften på Samsø blev afsluttet med hotdogs og solnedgang på Ballebjerg.
Den efterfølgende dag brugte højskolegruppen deres tid på Naturskolen i Langør, hvor de fangede fisk i ruser og var ude og sanke på stranden. Til planlægningen af dagens program havde Samsø Naturskole spillet en vigtig rolle, forklarer Torben: ”Naturskolen har ikke bare hjulpet med at besvare diverse spørgsmål, men har også stillet deres faciliteter og redskaber til rådighed samt foreslået forskellige lokationer til os.” Faktisk havde Naturskolen allerede sat fiskeruserne op ude i fjorden på forhånd, sådan at de stod klar og fyldte, da gruppen ankom. Så var det bare på med waders eller ud i bare tæer for at hive fangsten ind.
Mandagen bød ikke kun på rejer fra ruserne og strandkål fra sanketuren. Højskolegruppen gjorde nemlig lidt af en opdagelse. ”På turen fandt vi ud af, at der hvert år er en konkurrence om at lave Samsøs bedste kartoffelmad,” fortæller Pernille og fortsætter ”det, syntes vi, lød sjovt, så vi besluttede os for at lave vores egne kartoffelmadder med hjemmelavet mayo, rabarberkompot og andet lækkert til frokost”. Pernille, som har været vild med Samsø-kartofler, siden hun som barn besøgte de samske vejboder, er ikke ene om at være begejstret for øens råvarer. For eleven Simon var det også råvarerne, der var i fokus og skabte stor glæde på turen. ”Det var sjovt at prøve selv at skulle skaffe sin egen mad og være med til at stryge rejer,” beretter han med begejstring i stemmen, og forklarer, at han ligeledes var vild med at være ude og sanke i den smukke, samske natur. Indsamlingen af råvarer i løbet af dagen resulterede i et stort festmåltid over bål på shelterpladsen om aftenen, ledsaget af øl, gin og snaps fra eget bryg og et aftendyp i havet ved den nærliggende strand.
Helt ned i gear
Selvom højskolegruppen havde et stramt program med masser af aktiviteter og oplevelser, så var der også tid til at komme helt ned i gear, og både lærere og elever er enige om, at stemningen på Samsø er noget helt specielt. ”Allerede på færgen kan man mærke, at skulderne sænker sig,” forsikrer Torben, og højskoleeleven Simon tilføjer: ”Ja, der er en rigtig hyggelig stemning på Samsø. Man kan mærke, der er et helt andet miljø og meget mere ro på”. Alt i alt var både elever og lærere vilde med deres tur og oplevelser på Samsø, og står det til Torben, ser han gerne, at turen bliver gennemført igen med fremtidige højskolehold. Der er dog et lille men fra hans side: ”Næste gang vil jeg nok tilføje minimum en ekstra dag til programmet, for vi kunne sagtens have brugt to-tre dage mere på Samsø”.
Senest opdateret: 21/11/2024 10:01