Den rolige bevægelse på vandet, det venlige nik til medpassageren, en kold øl på soldækket og udsigten til Samsø, der kommer nærmere og nærmere; det er på færgen, din ferie begynder.
Ud af hverdagen – ombord på færgen
Når du kører eller går ombord på en af færgerne til Samsø, giver du automatisk slip på hverdagens fart og tummel. Sejlturen er akkurat så lang, at du kan nå at glemme job, regninger og vinduesvask og glæde dig til det, du nærmer dig. Hvis du kan hive børnene fra legerummet, så tag dem med op på soldækket med en kikkert. Før I ved af det, er færgen i havn.
Velkommen til Samsø
På Samsø er hver kilometer kort, og fra nord til syd er der kun 28 kilometer. Men pladsen er godt udnyttet, og der er masser af spændende veje, du kan færdes på, hvad enten du er i bil, på cykel eller på gåben. Når du forlader færgehavnen, forgrener øen sig i et idyllisk spind af snoede landeveje, der binder de 22 landsbyer sammen. De korte distancer mellem hver attraktion gør Samsø til en fortrinlig cykeldestination, og de få steder, hvor cyklen ikke kan komme frem, ser alligevel bedst ud i spadserefart.
Samsø i bil
Samsøs hovedvej går fra Nordby i nord til Kolby Kås i syd, og kommer undervejs igennem landsbyerne Mårup, Onsbjerg og Tranebjerg. Overalt på Samsø anbefales det, at være forsigtig med speederpedalen. Dels kender øens dyr ikke færdselsreglerne, dels får du en større oplevelse, hvis du tager det roligt. Hos Visit Samsø på Samsø Erhvervs- og Turistcenter kan du få et kort over Samsø med særskilt bykort over Nordby og Tranebjerg.