På Samsø blomstrer kunst og kultur, og øen huser rigtig mange kunstnere og kunsthåndværkere. I påsken åbner de dørene til deres udstillinger, værksteder og atelierer, og byder dig indenfor til et uformelt kig og en snak om dem, deres kunst og hvad, der inspirerer dem.
Læg vejen forbi Samsøs dygtige kunstnere og kunsthåndværkere, og oplev, hvad der rører sig på den samske kunstscene som byder på maleri, tekstilkunst, grafik, keramik, fotokunst, skulptur, landart og meget mere.
VÆRK & VIRKE finder sted skærtorsdag og langfredag. Begge dage fra kl. 10-17.
Hent VÆRK & VIRKE-folderen som pdf.
Find google-kort over alle de deltagende kunstnere og kunsthåndværkere.
Selv om Samsø ikke er på listen over berømte kunstnerkolonier som f.eks. Bornholm og Skagen, har øen gennem tiden tiltrukket adskillige kunstnere, der har hentet inspiration til deres kunstneriske virke på øen. Sådan er det stadig, og Samsø er hjemsted for mange kreative sjæle, som lader øen danne rammen om et kunstnerisk virke. Om det er øen, som tiltrækker kunstnere eller om kunstnere skabes på øen, kan være svært at sige – det er nok en kombination! Men sikkert er det, at Samsø har et rigt kunst- og kulturliv, og her er rum til både fordybelse og eksperimenter.
Samsøs mangefacetterede kunstscene er værd at dykke ned i, og til VÆRK & VIRKE er der kunstoplevelser for enhver smag. 25 kunstnere fordelt over hele Samsø byder velkommen, og du kan opleve alt fra oliemalerier, grafiske værksteder, skulptur og fotokunst til keramik, tekstilkunst og papirproduktion.
Få overblik over de mange udstillinger, værksteder og kunstarrangementer, du kan besøge den 17. og 18. april på Samsø, herunder.
Det er ikke kun på Samsø, at kunst og kultur blomstrer i påsken. Også på Ærø, Læsø og Langeland åbner kunstnere og kunsthåndværkere dørene til deres kunstneriske univers, og det er muligt at få masser af kunstoplevelser, hvis man holder ø-ferie i påsken.
Dørene står åbne i dagtimerne fra skærtorsdag til langfredag på Ærø, Læsø og Samsø samt påskelørdag og -søndag på Langeland. Overalt venter kunst, kunsthåndværk, samtaler og oplevelser, der bringer dig tættere på øernes levende kunstmiljøer og inspirerende omgivelser. Læs mere om kunst i påsken på fire danske øer.
VÆRK & VIRKE er initieret af VisitSamsø. Arrangementerne i programmet afholdes af de enkelte kunstnere og kunsthåndværkere, og spørgsmål vedr. praktik eller indhold ved en udstilling eller et arrangement skal derfor rettes til den aktuelle arrangør.
Se forårets komme og nyd påsken på Samsø. Blomsterne og træerne lægger an til at springe ud, dyrene gør klar til at komme på græs og øen forbereder sig på at modtage en masse, skønne gæster i den kommende sæson.
Når påskeferien starter, åbner mange spisesteder, butikker og seværdigheder atter på Samsø, og med øens milde klima, er der god chance for at kunne nyde solrige dage i den smukke natur.
Én af de helt særlige påsketraditioner på Samsø er at trille æg på øens bakker. Det er en sjov aktivitet, som alle kan være med til – uanset alder. Der er flere forskellige måder at trille æg på, men de to mest populære handler om hhv. distance og udholdenhed.
På kortet herunder finder du information om de mange udstillinger, værksteder og atelierer, som kan besøges til VÆRK & VIRKE – Kunstdage på Samsø den 17. og 18. april 2025.